Self-Inquiry

Spørgsmålet "hvem er jeg?" er ultimativt et filosofisk spørgsmål og ved at meditere på dette spørgsmål, kan vi opøve vores evne til at være tilstede i vores krop, følelser og tanker uden ønske om at flygte fra eller forandre den indre tilstand der er lige her og nu. 

Ved at stille spørgsmålet igen og igen renses sindet og flere og flere lag åbnes op "hvad er jeg mere?" Indtil vi kommer ind til kernen.

Når det sker, befinder vi os pludselig i en tilstand af fuldstændigt nærvær og accept af det, der er. Fra det perspektiv bliver det lettere at observere alle dele af vores personlighed uden dømmen, skam eller overvældende følelser, tanker og sansninger, fordi vi med vores nærvær netop bliver ægte lyttende. Herved træder sindets indgroet behov for at løse alting automatisk til side og vi bliver nysgerrige efter virkelig at udforske det, vi oplever. 

Vi bliver så at sige tilfredse med det, der er. Blot fordi det er. Når vi ikke længere har et ønske om at ændre det, der er, kan vi frit undersøge vores vrede, sorg, sårethed, glæde eller hvad der nu er tilstede her og nu.

Jo oftere det lykkes for os at komme i den indre tilstand af lyttende nærvær, jo større vil vores bagvedliggende ro, accept og glæde være. Vi vil befinde os i en indre tilstand af tilfredshed, ligegyldigt hvad vi gennemlever i den ydre verden. Vores tanker, følelser og kropsfornemmelser vil være som bølger, der kommer og går, mens vores identifikation vil være forankret i havets rummelighed.